Den Byzantinske General

"Hvis du gør det dyrt at sende en besked, kan du eliminere støjen." - Satoshi Nakamoto

Før Bitcoin havde du brug for en bank, hvis du ville sende digitale penge. Årsagen er enkel og fundamental: digitale filer er nemme at kopiere. Hvis jeg sender dig et fotografi via e-mail, har jeg stadig det originale fotografi på min computer. Handlingen at sende skaber en kopi. Hvis digitale penge fungerede på samme måde, dvs. hvis jeg kunne sende dig en digital dollar, mens jeg beholdt en kopi af den samme dollar, ville hele systemet være værdiløst. Dette er Dobbeltforbrugsproblemet, og i årtier blev det anset for uløseligt uden en betroet mellemmand. Den traditionelle løsning var at udpege en central dommer – en bank, en betalingsbehandler, et clearinghus – til at føre den definitive hovedbog og forhindre nogen i at bruge den samme værdienhed to gange. Vi stolede på, at disse mellemmænd var ærlige, kompetente og tjente vores interesser. Men denne tilgang genintroducerede præcis den sårbarhed, vi diskuterede i del I: den placerede kontrollen med hovedbogen i hænderne på en central myndighed. Og som historien uden undtagelse viser, vil enhver central myndighed med magten til at redigere hovedbogen til sidst misbruge den magt. Den hellige gral inden for digitale penge var at løse Dobbeltforbrugsproblemet uden en central dommer. At skabe et system, hvor fremmede kunne blive enige om sandheden i en hovedbog uden at stole på nogen enkelt part til at vedligeholde den. I årtier kæmpede de skarpeste hjerner inden for datalogi og kryptografi med denne udfordring. Mange mente, at det var matematisk umuligt.

Inden for datalogi blev udfordringen med at opnå enighed blandt distribuerede parter i nærvær af upålidelige eller ondsindede aktører formaliseret som det byzantinske generalproblem. Metaforen er levende: forestil dig en befæstet by omgivet af ti hære, hver kommanderet af en general. For at indtage byen skal hærene angribe på præcis samme tid. Hvis de angriber på forskellige tidspunkter, vil de blive slagtet. Generalerne kan kun kommunikere ved at sende budbringere over slagmarken. Problemet er tillid. Budbringere kan opsnappes. Beskeder kan forfalskes. Og nogle af generalerne selv kan være forrædere, der bevidst sender falske ordrer for at sabotere angrebet. Hvordan opnår man konsensus – total, pålidelig enighed – i et system, hvor man ikke kan vide, hvem der er troværdig? I årtier var den matematiske konsensus: det kan man ikke. Ikke med sikkerhed. Ikke uden en betroet central koordinator.

I oktober 2008, midt i den værste finanskrise siden Den Store Depression, offentliggjorde en anonym person eller gruppe, der opererede under pseudonymet Satoshi Nakamoto, et ni-siders whitepaper med titlen "Bitcoin: Et peer-to-peer elektronisk kontantsystem". På disse ni sider præsenterede Nakamoto en løsning på det byzantinske generalproblem, som havde undgået dataloger i årtier. Indsigten var dyb i sin elegance: hvis du gør det dyrt at sende en besked, kan du eliminere støjen. Hvis det at foreslå en version af sandheden kræver forbrug af reel energi, energi der koster rigtige penge, så stemmer de økonomiske incitamenter overens til fordel for ærlighed. I Bitcoin er "generalerne" computere fordelt over hele verden, og "angrebsordren" er en blok af transaktioner. For at foreslå den næste blok – for at hævde en version af sandheden om, hvilke transaktioner der er gyldige – skal en computer løse et brutalt svært matematisk puslespil. Dette puslespil har ingen genvej; det kan kun løses gennem brute-force beregning, hvilket kræver enorme mængder elektricitet. Denne proces, kendt som mining, omdanner fysisk energi til digital sandhed. Hvis en forræder ønsker at lyve for netværket, at omskrive transaktionshistorikken, at skabe mønter der ikke eksisterer, at bruge den samme bitcoin to gange, skal de løse puslespillet hurtigere end alle andre computere på netværket tilsammen. De skal overgå de ærlige deltagere i en ren energiforbrugskonkurrence. For et netværk, der nu forbruger mere elektricitet end mange nationalstater, er dette en økonomisk umulighed.

Ved at knytte netværkets sikkerhed til fysisk energiforbrug beviste Nakamoto noget, som mange havde anset for umuligt: vi kan have sandhed uden en hersker. Vi kan opnå konsensus blandt millioner af fremmede uden at stole på en eneste af dem. Vi kan opretholde en delt regnskabsbog, som ingen kontrollerer, som alle kan verificere, og som er sikret ikke af institutionernes autoritet, men af termodynamikkens uforanderlige love. Den 3. januar 2009 minede Nakamoto den første blok i Bitcoin-blockchainen: Genesis-blokken. Indlejret i dens data var en avisoverskrift: "The Times 03/Jan/2009 Chancellor on brink of second bailout for banks." Dette var en hensigtserklæring. Bitcoin blev født som en fredelig protest mod netop det system, denne bog beskriver: en finansiel orden bygget på tillid, der konstant forrådes.