Den Store Divergens

“Hvad fanden skete der i 1971?”

Tal lyver ikke. Diagrammer har ingen ideologiske dagsordener. Og når man fremlægger de økonomiske data fra det seneste århundrede, er mønsteret så tydeligt, så umiskendeligt, at det kræver bevidst blindhed at ignorere det. Noget skete i begyndelsen af 1970'erne, der fundamentalt ændrede den globale økonomis bane. Dataene er skarpest i USA, hvor dollarens rolle som reservevaluta placerede den i epicentret, men chokbølgen nåede alle nationer på jorden. Hver eneste vigtig målestok, lønninger, ulighed, opsparing, gæld, leveomkostninger, fortæller den samme historie med ødelæggende klarhed.

Før 1971 fulgtes arbejdernes produktivitet og aflønning ad. Efterhånden som arbejderne blev mere effektive gennem bedre værktøjer, bedre træning og bedre processer, steg deres lønninger proportionalt. Dette var ikke velgørenhed, det var det naturlige resultat af et monetært system, der, hvor ufuldkomment det end var, afspejlede reel værdiskabelse. Arbejderen, der producerede mere, tjente mere. Den stigende ebbe løftede alle både.

Efter 1971 afveg linjerne med betagende hastighed. Produktiviteten fortsatte med at stige, drevet af teknologiens ubarmhjertige fremmarch. Men lønningerne stagnerede. Gevinsterne fra al den øgede effektivitet, fra alle de ekstra timer af menneskelig indsats omsat til større output, blev ikke indfanget af de arbejdere, der producerede dem, men af dem, der besad finansielle aktiver. De nyprægede penge strømmede opad, hvilket pustede aktiekurser og ejendomsværdier op, mens de arbejdere, der faktisk skabte rigdommen, blev betalt i en valuta, der købte mindre hvert år.

Dataene om indkomstulighed fortæller en barsk historie. USA tilbyder den klareste illustration, fordi dets data er de mest detaljerede, men mønsteret gentog sig i hele den industrialiserede verden. Efter Den Store Depression skete der noget bemærkelsesværdigt: indkomstkoncentrationen blandt de ultra-rige faldt. Middelklassen udvidedes. Andelen af nationalindkomsten, der strømmede til de nederste 90%, voksede støt, årti efter årti. Samfundene blev, i økonomiske termer, mere ligeværdige. Ikke gennem omfordeling, men gennem bredt delt vækst.

Så kom 1971, og tendensen vendte med næsten kirurgisk præcision. Den øverste 1%'s andel af nationalindkomsten begyndte at stige, mens de nederste 90%'s andel begyndte at falde. De højestlønnede, dem i den 95. percentil, fortsatte med at se deres indkomster stige. Men median-og lavere indkomster så deres reelle indkomstvækst flade ud. Hårdt arbejde blev mindre værd. Loyalitet over for en arbejdsgiver blev økonomisk irrationel. Den sociale kontrakt, der havde holdt middelklassen sammen overalt, fra Detroit til Düsseldorf, arbejd hårdt, spar klogt, og du vil trives, blev stille og roligt annulleret.

De nedbrydende virkninger af monetær devaluering fordeler sig ikke tilfældigt. De rammer hårdest dem, der allerede er mest sårbare, og udvider eksisterende sociale brudlinjer langs race og køn. Overvej dataene om racemæssig indkomstulighed i USA, hvor beviserne er mest omfattende dokumenteret. Fra slutningen af Anden Verdenskrig til begyndelsen af 1970'erne blev kløften mellem gennemsnitlige sorte og hvide indkomster mindre. Der blev gjort reelle fremskridt, ikke hurtigt nok, ikke glat nok, men umiskendeligt. Så omkring 1971 gik disse fremskridt i stå. Konvergensen stoppede. Kløften, som havde været under lukning i årtier, frøs simpelthen fast og har siden været stædigt modstandsdygtig over for enhver politisk intervention.

Lignende dynamikker udspillede sig overalt, hvor økonomisk marginalisering eksisterede: oprindelige befolkninger i Australien, indvandrersamfund i Europa, lavere kaster i Indien. Devaluering skaber ikke ulighed, men den fastfryser den.

Kønsdimensionen fortæller en parallel historie. Før 1971 kunne en enkelt indkomst forsørge en familie. En far eller en mor kunne arbejde, mens den anden forælder blev hjemme for at opfostre børn, styre husstanden og forankre samfundet. Efter 1971, da reallønnen stagnerede og leveomkostningerne steg, blev denne ordning økonomisk umulig for de fleste familier. Kvinder blev ikke blot frigjort til arbejdsstyrken, de blev økonomisk udskrevet. Husholdningen med to indkomster blev en nødvendighed, ikke et valg. Fra USA til Storbritannien, fra Japan til Brasilien, blev nationer næsten over natten til økonomier med dobbeltindkomst, og konsekvenserne for familielivet, børneopdragelsen og den sociale samhørighed var dybtgående.

De stigende leveomkostninger siden 1971 er ikke en blid skråning. Det er en mur. Overvej et enkelt datapunkt, der indfanger absurditeten: en dåse Campbells tomatsuppe. I næsten hundrede år, gennem to verdenskrige, en global depression og utallige recessioner, forblev prisen på en dåse Campbells suppe bemærkelsesværdigt stabil på omkring ti cent. Så fra begyndelsen af 1970'erne begyndte prisen at stige. I dag koster den samme dåse mere end en dollar. Suppen er ikke blevet bedre. Opskriften er ikke ændret. Dåsen har samme størrelse. Det, der ændrede sig, var pengene.

Hvert land har sin egen version af denne historie: den britiske pint mælk, det tyske brød, det brasilianske kilo ris. Produktet forbliver det samme; prisen stiger, fordi målestokken bliver ved med at skrumpe.

Boliger fortæller den samme historie, men med langt mere ødelæggende menneskelige konsekvenser. Før 1971 kunne en ung arbejder i næsten enhver industrialiseret nation spare op i et par år og købe et hjem. Den gennemsnitlige huspris var omtrent to til tre gange den gennemsnitlige husstandsindkomst. I dag er dette forhold steget til otte, ti eller endda femten gange i byer fra New York til London, Sydney til Vancouver, Auckland til München. En hel generation er blevet priset ud af boligejerskab. Ikke fordi de er mere dovne eller mindre talentfulde end deres forældre, men fordi de valutaer, deres løn er denomineret i, systematisk er blevet devalueret, mens de aktiver, de skal købe, systematisk er blevet oppustet.

Olie, mad, uddannelse, sundhedspleje, alle væsentlige omkostninger har fulgt den samme bane. Forbrugerprisindekset, som måler de samlede omkostninger for varer og tjenester, er steget ubønhørligt siden 1971 i et mønster, der er umuligt at forklare alene ud fra udbuds-og efterspørgselsfundamenter. Den fællesnævner på tværs af alle disse sektorer er ikke grådighed, ikke globalisering, ikke teknologi. Det er pengene. Når du hælder billioner af nyoprettede valutaenheder ind i en økonomi, hvad enten det er dollars, euro, pund eller yen, må priserne stige. Dette er ikke en teori. Det er aritmetik.