1971: Dagen hvor verden løsrev sig fra virkeligheden

"Det ord - midlertidigt - er den dyreste løgn i finanshistorien."

Hvis du studerer grafer over langsigtede økonomiske data, lønninger, ulighed, gældsniveauer, leveomkostninger, opsparingsrater, produktivitet, vil du bemærke noget bemærkelsesværdigt. Næsten alle bryder deres historiske trendlinjer omkring det samme år. Linjer, der havde klatret sammen i årtier, divergerer pludselig. Forhold, der havde været stabile i generationer, splintres brat. Det er, som om et jordskælv ramte fundamentet for den globale økonomi, og alt bygget på disse fundamenter begyndte at skifte og revne. Det år er 1971.

Før 1971 voksede produktivitet og lønninger sammen. Når arbejdere blev mere effektive, når de producerede mere output per time, blev de belønnet med proportionelt højere løn. Dette gav intuitiv mening og afspejlede et grundlæggende princip om retfærdighed: du producerer mere, du tjener mere. Efter 1971 divergerede disse linjer voldsomt. Produktiviteten fortsatte med at stige, drevet af ubarmhjertig teknologisk innovation. Men lønningerne fladede ud. Den gennemsnitlige arbejder producerede mere og mere værdi hvert år, men modtog en faldende andel af den værdi til gengæld.

For at forstå hvorfor dette skete, hvorfor den moderne økonomi føles som et løbebånd, der konstant accelererer, mens vi står stille, må vi genbesøge den dag, verden lydløst løsrev sig fra virkeligheden.

I juli 1944, mens Anden Verdenskrig rasede mod sin afslutning, samledes delegerede fra 44 allierede nationer på Mount Washington Hotel i Bretton Woods, New Hampshire. Deres opgave var monumental: at designe en ny international monetær orden, der ville forhindre de konkurrenceprægede devalueringer og handelskrig, der havde bidraget til Den Store Depression og, i forlængelse heraf, til selve krigen.

Systemet, de skabte, var elegant i sin enkelhed. USA's dollar skulle fungere som den globale reservevaluta, ankeret, som alle andre valutaer ville blive bundet til. Men dollaren selv ville være forankret til guld, til en fast kurs på 35 dollars per ounce. Enhver udenlandsk regering kunne præsentere sine overskydende dollars for USA's finansministerium og modtage guld til gengæld, til den garanterede kurs.

Det var en ufuldkommen guldstandard. Formidlet gennem dollaren snarere end direkte gennem guld. Men det var ikke desto mindre en standard. Der var et fysisk anker. Systemet pålagde disciplin. Hvis USA trykte for mange dollars, kunne andre nationer simpelthen indløse dem til guld, dræne de amerikanske hvælvinger og tvinge finanspolitisk ansvarlighed igennem.

Ankeret holdt i over femogtyve år, og i disse år oplevede den globale økonomi hidtil uset vækst, stabilitet og bredt delt velstand. Denne ordning er grunden til, at historien om moderne penge til dels er en amerikansk historie: dollaren sad i centrum af nettet, og enhver anden valuta var bundet til den. Hvad der skete med dollaren, skete i forlængelse heraf med verden.

I slutningen af 1960'erne brugte USA for meget. Det kæmpede Vietnamkrigen. En konflikt, der forbrugte svimlende mængder af mænd, materiale og penge, samtidig med at man opbyggede "Great Society" velfærdsstaten derhjemme. Dette var den klassiske "Guns and Butter" fælde: en nation, der forsøgte at føre krig i udlandet og finansiere sociale programmer derhjemme uden at bede sine borgere om at betale for nogen af delene gennem skatter. Løsningen var, som altid, at trykke. USA skabte flere dollars, end det havde guld til at dække dem. Og andre nationer bemærkede det.

Frankrig, under præsident Charles de Gaulle, begyndte aggressivt at indløse sine overskydende dollars til guldbarrer og sendte skibe over Atlanten for at hente metallet. Andre nationer fulgte. Guldbunkerne i Fort Knox begyndte at tømmes i et alarmerende tempo.

En søndag aften den 15. august 1971 optrådte præsident Richard Nixon på nationalt tv. I en tale, der foregreb det populære western-tv-show Bonanza, bevidst valgt for at maksimere publikum, meddelte han, at USA "midlertidigt" suspenderede dollarens konvertibilitet til guld. Ordet "midlertidigt" er måske den dyreste løgn i menneskehedens finanshistorie. Guldfinsteret genåbnede aldrig. Den midlertidige suspension blev permanent. Og i den ene handling blev hele den globale økonomis monetære arkitektur transformeret.

Den augustaften blev enhver valuta på jorden fiat. For første gang i hele menneskehedens historie kørte hele kloden på penge, der ingen fysisk dækning havde overhovedet. Ikke delvis dækning. Ikke ufuldkommen dækning. Ingen dækning overhovedet. Pengene var det værd, som regeringerne sagde, de var værd, og intet mere. Dette ændrede civilisationens incitamentsstruktur fra den ene dag til den anden, på måder der stadig udfolder sig mere end halvtreds år senere.

For det første blev penge til gæld. I fiat-systemet efter 1971 skabes nye penge, når et lån udstedes. Når en bank yder et lån, udlåner den ikke eksisterende indskud, den skaber nye penge ud af ingenting, penge der kun eksisterer som en regnskabspost. For at have flere penge i systemet skal du skabe mere gæld. Vedvarende økonomisk vækst, det imperativ der driver al moderne politik, kræver vedvarende gældsudvidelse. Dette skaber et system, der er strukturelt afhængigt af at låne, et system hvor gældsnedbringelse ikke kun er smertefuldt, men potentielt katastrofalt.

For det andet åbnede løn-produktivitetsgabet sig som et sår. Før 1971, da arbejdere blev mere produktive takket være teknologi og procesforbedringer, steg deres lønninger i takt. Gevinsterne fra produktivitet blev delt mellem kapital og arbejdskraft. Efter 1971 fortsatte produktiviteten med at stige, men lønningerne fladede ud. Gevinsterne fra øget produktivitet blev suget væk af devalueringen af valutaen. De nyprintede penge strømmede ikke til arbejderne, men til dem der holdt aktiver: aktier, fast ejendom, finansielle instrumenter. De, der var tættest på pengemaskinen, blev rigere. De, der var afhængige af lønninger, faldt yderligere bagud.

Cantillon-effekten, observationen om at de, der er tættest på ny pengeomskabelse, drager fordel på bekostning af dem, der er længst fra den, gik fra at være et teoretisk koncept til at være det definerende træk ved den moderne økonomi.

Vi er børn af 1971. Enhver økonomisk frustration, vi føler, følelsen af at vi arbejder hårdere for mindre, at systemet er manipuleret, at middelklassen udhules, kan spores tilbage til den augustaften, hvor det sidste anker til virkeligheden blev kappet. Volatiliteten, uligheden, fortvivlelsen vi ser i dag, er lyden af eksperimentet, der rammer sine grænser.